Guides

Gå på jagt efter oplevelser i Botanisk Have 

Vi har lavet en guide med oplevelser for både store og små i Botanisk Have. Guiden er udviklet i forbindelse med vores pop-up udstilling om Botanisk Have, som kan opleves på Forum Station frem til den 17. december. Udstillingen har de to forgangne måneder været opstillet på hhv. Nørreport Station og Amagerbro Torv. Det tager blot 2 min. med metroen fra Forum Station til Nørreport, hvorfra du kan gå til Botanisk Have.

Ordensstjerne

1. Forklædt som rådden bøf

Der breder sig en svag, men umiskendelig lugt af rådden kød midt i alle de grønne planter. Umiddelbart er der ikke noget at se, men efterhånden bliver det tydeligt, at lugten kommer fra en lille plante med store, stjerneformede blomster. Den ikke bare stinker som råddent kød; de store, tykke blomsterblade er mørkerøde og kan også godt ligne en velhængt bøf. Stapelia grandiflora, som er en slags ordensstjerne, forstår virkelig at lokke spyfluerne til. Faktisk lykkes det så godt for blomsten at narre fluerne, at de ofte lægger æg i den. Det bliver der nu ikke mange voksne fluer af. Maddikerne, fluelarverne, kan godt klækkes i blomsten, men de dør af sult. Blomsten kan til gengæld være ligeglad. Den har opnået sit formål: at blive bestøvet. Nogle planter kan bestøve sig selv, eller deres pollen kan bæres med vinden. Mange planter er imidlertid afhængige af at blive bestøvet af insekter som bier, biller, svirrefluer og sommerfugle. Der er kamp om bestøverne, og derfor udvikler blomsterne forskellige måder at lokke dem til på. Den søde duft i mange planter er et reklameskilt: “Her er masser af nektar og pollen”. I det kapløb kan det svare sig at satse på en anden niche, og det er det, som ordensstjernen har gjort ved at få fluerne til at tro, at de har fundet det perfekte sted at lægge æg. Så kan vi andre godt rynke på næsen – men en million fluer tager som bekendt ikke fejl.

KAKTUS OG SUKKULENTER–VÆKSTHUS

LATINSK NAVN: Stapelia grandiflora
DANSK NAVN: Ordensstjerne
STAMMER FRA: Sydlige Afrika

Foto: Stine Trier Norden

 

Kandebærer

2. Kamp om kødet

Det er en slags gigantisk plantemave, som hænger ned fra virvaret af grene i Palmehuset og ligner en stor karaffel. Kandebærer hedder planten på dansk, og den største af dem, Nepenthes rajah, kan rumme flere liter klæbrig saft i bunden. Planten dufter sødt af nektar for at tiltrække insekterne og andre smådyr, og dumper de først ned i væsken i bunden, skal de ikke regne med at komme op igen. Væsken fungerer lige som vores mavesyre, som langsomt opløser insekterne, så kandebæreren kan suge næringen ud af dem. Mange planter har udviklet sig til at blive kødspisere, en række af dem kan ses i Botanisk Have, og variationerne er mange, når det gælder om at lokke, fange og fordøje byttet.

Kødædende planter vokser typisk på steder, hvor de har svært ved at få næring på anden vis. Kandebærerne vokser f.eks. højt til vejrs i regnskoven og har som regel kun et svagt udviklet rodsystem at suge næring med. Solduggen, som findes i Danmark, fanger insekter på deres klæbrige, sødtduftende dråber, vokser i magre moser. Det samme gør den amerikanske venus-fluefanger, der som en fælde kan smække sammen om et insekt, der sætter sig på den.

De senere år har forskere fundet frem til, at de gigantiske kandebærere også samarbejder med flere dyr, blandt andet træspidsmusen, som får nektar fra plantens låg og til gengæld kvitterer med at levere afføring, som planten kan bruge som gødning. Også nogle typer flagermus bruger de største kandebærere som opholdssted. Det holder dem fri for parasitter, de får nektar og husly, og planten får næring ved at være flagermusetoilet.

 PALMEHUSET

LATINSK NAVN Nepenthes smilesii
DANSK NAVN Kandebærer
STAMMER FRA Borneo

Foto: Stine Trier Norden

Solsikke

3. Blomster med solsikker døgnrytme

Almindelig solsikke er en sikker succes, når børn for første gang skal prøve at så en plante. På nogle få, hektiske måneder kan det lille frø vokse og blive til en kraftig plante på flere meters højde, der som et stort, gult øje i sensommeren overskuer det meste af køkkenhaven. De vilde solsikker kan også blive høje, men de er spinklere, og selve skiven med de olieholdige solsikkekerner fylder ikke nær så meget som i de fremavlede udgaver. Næsten alle solsikker stammer fra Nordamerika, kun nogle få er sydamerikanske, og indianerne har dyrket dem i flere tusinde år for de olieholdige frøs skyld.

På latin hedder solsikker Helianthus, solblomst, og det er ikke alene den solgule farves skyld, men fordi de unge planter drejer sig mod solen i løbet af dagen, fra øst til vest. Om natten vender de sig mod øst igen, så de er klar til at tage mod solens første stråler. Det får dem til at vokse hurtigere, og de får også hurtigere varmen om dagen, hvad der lokker flere insekter til.

Forskning har vist, at det er planternes egen døgnrytme, som gør planterne i stand til at følge solen. Om dagen vokser stænglen mest i den side, som vender mod øst. Om natten er det omvendt, og på den måde drejer de sig. Solsikken er en kurveblomst ligesom blandt andet mælkebøtter, margueritter og kornblomster. Kigger man nærmere på ”blomsten”, kan man se, at ‘kurven’ består af to slags blomster – de store gule i randen og i midten talrige bittesmå blomster – hver kurv er i virkeligheden en hel buket.

STAUDEKVARTERET

LATINSK NAVN Helianthus atrorubens
DANSK NAVN Solsikke
STAMMER FRA Sydøstlige USA

Foto: Stine Trier Norden

 

Titan-arum

4. En potent berømthed

Egentlig hedder den titan-arum, men den er nok bedre kendt som penisblomsten eller penisplanten, og den er Botanisk Haves svar på en rockstjerne. Godt nok stinker den så forfærdeligt af råddent kød, at den også er kendt som ligblomst, men der er noget fascinerende ved at se en blomsterstand, som kan skyde otte-ti centimeter i vejret om dagen, og det største eksemplar, som er målt, er blevet over tre meter. Den størrelse kan Botanisk Haves eksemplar ikke prale af endnu, men til gengæld har den de seneste år blomstret usædvanlig hyppigt med blot et par års mellemrum i stedet for de cirka syv-ti år, som regnes for det normale. Når den ikke blomstrer, er det eneste, man ser, et enormt, sammensat blad.

Ved blomstringen ændrer planten ikke bare udseende, men også temperatur. Den bliver så varm som en levende krop, og sammen med stanken af kadaver lokker det ådselsbiller og spyfluer til. De sørger for, at planten bliver bestøvet, og lykkes bestøvningen, får blomsterstanden orange bær på størrelse med kirsebær. Efter blomstring og frugtsætning skal planten samle energi, før den blomstrer igen. Hvornår det bliver, er der ingen garanti for, men foreløbig har titan-arum i Botanisk Have sjældent skuffet.

Det populære navn penisplante er i virkeligheden passende – det videnskabelige, latinske navn kan oversættes med ‘uformelig kæmpefallos’. Ifølge Cambridge Universitets botaniske have er det den kendte natuformidler David Attenborough, som har givet den navnet titan-arum. Han mente, at det latinske navn var for hård kost i et pænt tv-program.

PALMEHUSET

LATINSK NAVN Amorphophallus titanum
DANSK NAVN Titan-arum
STAMMER FRA Regnskove i Sumatra, Indonesien

Foto: Birgitte Rubæk

 

Trekantsøjle

5. Dobbeltgængere i planteverdenen

Mennesker kan ligne hinanden, selv om de ikke er i familie. Dobbeltgængere eller ’lookalikes’ kalder vi det, men fænomenet er ikke begrænset til vores verden. Faktisk har en række planter udviklet sig til at ligne hinanden, selv om de intet har med hinanden at gøre. Trekantsøjle eller cowboy-kaktus, som den også kaldes populært, er en almindelig stueplante, og den ligner også en af de kaktus, vi kender fra westernfilm, hvor cowboys til hest rider gennem et øde, støvet landskab med lave bjerge og klapperslanger på lur i hver en kløft. Men cowboy-kaktus kender hverken til cowboys eller kaktus – de stammer fra det sydvestlige Afrika og er en del af den store vortemælkfamilie, der har næsten 8.000 medlemmer og kan holde fætter-kusinefest med så forskellige slægtninge som julestjerne, maniok, store træer og små urter som vores hjemlige almindelig bingelurt. Når cowboy-kaktus alligevel er en overbevisende kaktus-’lookalike’, skyldes det, at den har skullet tilpasse sig de samme levevilkår som kaktus: Tørt og hedt. Blandt andet er den noget

af det eneste, som kan vokse i Namibias ørkenlandskab. Samme levevilkår giver ofte samme tilpasninger, uafhængigt af slægtskab, og derfor har både cowboy-kaktus og rigtige kaktus, som der findes ca. 1500 forskellige af, udviklet evnen til at holde på vandet i tykke stængler og til at bruge torne til at holde de dyr på afstand, som ellers kunne finde på at æde dem. Som andre arter af vortemælkfamilien indeholder cowboy-kaktus en hvid, mælkeagtig plantesaft, som er giftig, og får man den på huden, kan det give et smertefuldt udslet. Særlig ubehageligt og med risiko for forbigående blindhed er det at få saften i øjnene. Det er plantesaften, som har givet familien dens navn. I gamle dage brugte man saften fra de danske udgaver af vortemælk til at ætse vorter væk med.

KAKTUS OG SUKKULENTER– VÆKSTHUS

LATINSK NAVN Euphorbia trigona
DANSK NAVN Trekantsøjle, cowboy-kaktus
STAMMER FRA Sydvestafrika

Foto: Stine Trier Norden

 

Kejsertræ

6. Kejserlige erobringstogter

I gaderne rundt om Botanisk Have kan man her og der se små træer med gigantiske blade. Det er Paulownia tomentosa, kejsertræ, der som frø er flygtet over Botanisk Haves hegn og har slået rod, hvor der var plads, varme og læ. De eksotiske træer kan klare sig på de fleste typer jord, og har de det ellers varmt nok, kan de vokse meget hurtigt og er vidt udbredt som prydtræ. Nogle steder i Japan har det været tradition at plante et kejsertræ, når en pige blev født – så passede det med, at hun og træet blev voksent på samme tid. Og når hun skulle giftes, blev træet fældet og forvandlet til smukke møbler, der var kostbare nok til at blive til hendes medgift. I Botanisk Have står et par velvoksne eksemplarer, og når de blomstrer i foråret, tiltrækker de mange beundrende blikke. De

sødtduftende, blålilla klokke-tragtformede blomster hænger i store toppe og kan dække hele træets krone, så de lyser op på lang afstand. Selve frøene er florlette og minder om havregryn med selve frøet i midten. Træerne producerer uhæmmet mange af dem.

Et velvoksent træ kan i løbet af sæsonen sende 20 millioner potentielle arvinger af sted. Kinesiske porcelænshandlere brugte i 1800-tallet de fine frø som beskyttelsesmateriale, når de sendte deres skrøbelige varer til blandt andet USA, lige som vi i dag bruger bobleplast eller flamingofnuller. Det var med til at udbrede træet, som også var og er populært for sin skønhed og sit tømmer, men problemfrit er det ikke. Når en dyre- eller planteart kommer fra et miljø til et andet uden naturlige fjender, kan den ende med at overtage store områder og i værste fald være med til at udrydde lokale arter. Kejsertræ er et invasivt pionertræ. Det er der dog ingen risiko for i Danmark, hvor vinterkulden sætter en naturlig bremse for de kejserlige erobringstogter.

RØMERSGADE

LATINSK NAVN Paulownia tomentosa
DANSK NAVN Kejsertræ
STAMMER FRA Kina

Foto: Søren Rud

 

Palmehuset

7. Sommer hele året

Selv på de koldeste vinterdage kan det indre København prale med steder med evig sommer. Det store victorianske drivhuskompleks i Botanisk Have er grønt med gulv til loft-frodighed og dampende varme året rundt. Det store palmehus i glas og støbejern er fredet, og det er her, at nogle af de mest varme- og pladskrævende planter slår sig løs og fascinerer med deres størrelse og frodighed. Bananplanterne, som egentlig er urter i overstørrelse, skyder mange meter i vejret, og når man i drivhuset er omgivet af grønt og

fugt til alle sider, kan det føles helt regnskovsagtigt. De fleste af Europas botaniske haver har driv- og palmehuse. Da de opdagelsesrejsende i 1800-tallet for alvor begyndte

at bringe eksotiske planter hjem fra de dele af verdenen, de besøgte, opstod behovet for at kunne give sjældenhederne en chance for at overleve, og det satte gang i almehusene.

Tanken var ikke ny. Allerede de første renæssance-haver havde orangerier, og fornemme familier i det nordlige Europa tog hurtigt ideen med særlige rum til Middelhavsplanter som

appelsiner og citroner op, og et palads som Versailles havde et drivhus, som var mere end 150 meter langt og med 14 meter til loftet. Men Victoriatidens England gjorde palmehuse til et modefænomen over hele Europa, og samtidig blev teknikken til at styre lys og temperatur langt bedre. Som så meget andet kan København takke brygger J.C. Jacobsen for det store glasbyggeri. Han havde set ‘Crystal Palace’, som blev opført til verdensudstillingen i 1851 i London, og fik ideen til et palmehus i Københavns botaniske have. Han tegnede det selv sammen med arkitekt Tyge Rothe, og siden 1874 har det været Københavns tropiske hjerte.

PALMEHUSET

Foto: Stine Trier Norden

 

Kæmpeåkande

8. Åkander med eget krystalpalads

Den tyskfødte botaniker og opdagelsesrejsende Robert Hermann Schomburgk troede næppe sine egne øjne, da han i 1835 padlede på en flod i det, der i dag er Guyana i Sydamerika. I et stille område af floden lå åkander, men ikke som han kendte dem fra Europa. Disse var gigantiske, bladene var flere meter i diameter. Egentlig blev planten fundet allerede i 1801 af Tadeáš Haencke, men den blev først beskrevet at Schomburgk.

Den engelske botaniker John Lindley gav den på basis af Schomburgks beskrivelse artsnavnet, Victoria regina, til ære for det britiske imperiums nyligt kronede regent. Det navn har hængt ved planten, selv om dens korrekte videnskabelige navn er Victoria amazonica. Opdagelsen blev indledningen på et intenst kapløb om at få en Victoria-åkande til at sætte blomst i England, og Joseph Paxton, som var gartner hos hertugen af Devonshire, var fast besluttet på at vinde. Det lykkedes ham i 1849, og Paxton skrev om blomsten til hertugen, at ‘ingen beskrivelse kan gøre dens fremtonings storhed retfærdighed’.

Paxtons erfaring med at skabe væksthuse gjorde ham til verdensstjerne, da han skabte kæmpe-glashuset Crystal Palace til verdensudstillingen i 1851, hvor kæmpeåkanderne fik en hovedrolle. Også i Botanisk Haves store palmehus er åkanderne et hit blandt de besøgende. Ikke kun bladene er særprægede. Når åkanden blomstrer, varer blomstringen to dage eller rettere to nætter. Første nat udsender den hvide blomst en sød, ananas-agtig duft, som lokker biller til. Blomsten lukker sig om insekterne, så de bliver overdrysset med pollen. Næste nat åbner blomsten sig igen, men nu er den svagt lyserød og uden duft, og billerne bliver sluppet fri, så de kan drage ud for at bestøve andre blomster. 

PALMEHUSET

LATINSK NAVN Victoria amazonica
DANSK NAVN Kæmpeåkande
STAMMER FRA Sydamerika

Foto: Stine Trier Norden

 

Marokkopude

9. Københavns ældste beboer?

Kaktus kan blive meget gamle, og de ældste i Botanisk Have er en af Københavns ældste indbyggere. Havens guldkugle, også kendt som ‘svigermors marokkopude’ kan godt være 200-300 år gamle, og dermed kan de konkurrere med byens ældste træer. De store kaktus kan snart fejre 100 årsdag med København – lensgreve Frederik Marcus Knuth tog dem med tilbage til Danmark i 1929 efter en rejse til Mexico. I dag huskes lensgreven mest for sin nazistiske fortid, men han var interesseret i botanik og udgav blandt andet flere populære bøger om kaktus.

De aldrende nålepuder har i Botanisk Haves væksthus selskab af mange andre kaktus, hvoraf særlig en tidligere har haft nogle hårde år. Elefantfodkaktus, Lophophora williamsii, producerer lige som enkelte andre kaktusarter det bevidsthedsudvidende stof meskalin, og navnlig i 70’erne, hvor det var populært at eksperimentere med stoffer, blev den stakkels plante igen og igen skåret ned af indbrudstyve på jagt efter en rus. I dag er der lettere og mindre risikable måder at skaffe sig meskalin på, og der er nu installeret ideoovervågning, ligesom vagterne holder særligt øje med denne type planter. Kaktussen har fået fred og dermed også mulighed for at vokse sig stor.

Kaktusser kommer i mange størrelser. De mindste er på størrelse med en pegerfingernegl, de største kan blive over 13 meter høje. Piggene er i virkeligheden omdannede blade og beskytter blandt andet mod dyr, som ellers kunne finde på at mæske sig med de saftfulde plantedele.

KAKTUS OG SUKKULENTER– VÆKSTHUS

LATINSK NAVN Echinocactus grusonii
DANSK NAVN Marokkopude/guldkugle
STAMMER FRA Mexico

Foto: Stine Trier Norden

 

Stenhøjene

10. Byens bjerg

Normalt skal man ganske højt til vejrs, før bjergenes helt særlige planteverden begynder at folde sig ud, men i Botanisk Have kan man uden at blive forpustet bestige stenhøjen og få en fornemmelse af det store i det små, og hvordan vegetation i tempererede eller subtropiske bjergområder ser ud.

De planter, som kan trives i bjergene, ser skrøbelige og sarte ud, men de er ekstremt hårdføre. De skal kunne tåle voldsomme temperaturudsving, stærk sol om dagen og svidende kulde om natten og kunne modstå tildækning i sne, gennemfrysning i frostvejr og brændende varme kombineret med udtørrende vind. Det kan de – de har tilpasset sig det barske liv på forskellig vis. Stort set alle de planter, som vokser øverst i bjergene – over det punkt som kaldes trægrænsen, fordi træer ikke længere kan leve der – er små og krybende. På den måde kan de putte sig for vinden, og de undgår også at blive ødelagt af de tunge dyner af vinterens sne. De er mestre i at spare energi i det barske landskab. Der er ikke meget næring at finde i det tynde jordlag i bjergene, så mange af dem bygger deres egen madpakke: underjordiske rodstængler eller rodknolde som gør dem i stand til at begynde at vokse om foråret, inden jorden tør op og frigiver vand og næring.

En del bjergplanter er stedsegrønne – det sparer dem for energi til at danne nye blade i bjergenes ofte korte sommer og sikrer, at de kan foretage fotosyntese, så snart solen skinner, og vejret er til det. Et voksagtigt eller filtagtigt lag på bladene beskytter planterne mod udtørring fra sol og vind.

Mens bjergplanterne er tilpasset livet i højderne, kan de få det svært, når de bliver plantet i et land som Danmark. Her får de konkurrence fra hjemlige arter, som er tilpasset det varmere og fugtigere danske klima. Det kan Botanisk Haves gartnere tale med om – stenhøjen er et af de vanskeligste steder at holde fri for ukrudt. 

STENHØJENE, ALPINE PLANTER

Foto: Stine Trier Norden

 

Tempeltræ

11. Medicin fra dinosaurernes tid

Da Tyrannosaurus rex og dens kolleger regerede over landjorden i Øvre Kridt, havde forfædrene til Ginkgo biloba, tempeltræ, allerede været der i millioner af år. Fossiler, der er ikke afviger fra Gingko biloba i udseende, går i hvert fald tilbage til Tidlig Kridt, så de tempeltræer, som i dag vokser i Botanisk Have, er næsten uændrede siden. Netop fordi Ginkgo biloba har ændret sig så lidt – ligesom fx den blå fisk – kaldes sådanne organismer levende fossiler, en betegnelse Charles Darwin brugte i Arternes oprindelse. I Danmark voksede der også engang tempeltræer – der er spor efter dem på Bornholm. Tempeltræer kan blive gamle, og nogle eksemplarer i Kina påstås at være blevet mere end 2.000 år. Det er nu tvivlsomt – men i Japan står ved et tempel et træ, som formentlig er plantet i 1200-tallet. Tempeltræet er nu ikke så meget kendt på grund af sin ærværdige alder som for sine medicinske egenskaber. Forskningen er ikke nået til bunds i alle de stoffer, som træet rummer, men det er blandt verdens mest populære naturmediciner, blandt andet mod kredsløbsforstyrrelser og hukommelsesbesvær. Træet siges også at være godt for potensen, og så skulle det være blevet så populært som træ ved templerne, fordi det kan dæmpe trangen til at tisse – meget nyttigt for en munk, som skal koncentrere sig om bønner og meditation. Nyere forskning tyder nu på, at lige disse egenskaber nok er en myte.

Gingko biloba har næsten ingen naturlige fjender, og der skal meget til at slå det ihjel. Da amerikanerne i slutningen af Anden Verdenskrig kastede en atombombe mod den japanske by Hiroshima, overlevede flere tempeltræer blot få kilometer fra nedslagsområdet − de er i dag er levende mindesmærker.

VED DEN HVIDE BRO

LATINSK NAVN Gingko biloba
DANSK NAVN Tempeltræ
STAMMER FRA Kina

Foto: Stine Trier Norden

 

Orkide-samlingen

12. Dansk redningsaktion for orkideer

Sig ‘orkidé’, og mange kommer øjeblikkeligt til at tænke på de storblomstrede skønheder, som i dag kan købes i supermarkeder. Så når man bevæger sig ind i det af Botanisk Haves væksthuse, som rummer verdens største videnskabelige samling af sydøstasiatiske orkideer, kan man ved første øjekast blive skuffet. Der er langt mellem de store blomster. Til gengæld åbenbarer der sig en verden af vidt forskellige og fascinerende planter.

Botanisk Haves fornemme samling skyldes først og fremmest diplomat og botaniker Gunnar Seidenfaden, som var ambassadør i Thailand i 1950’erne. Hele sit liv var han en ivrig samler af orkideer, og han arbejdede på at bevare dem, blandt andet pressede han på for at få orkideer omfattet af Washingtonkonventionens forbud mod handel med truede arter, hvad der lykkedes. Han har skrevet mange betydelige værker om Thailands orkideer.

Bestøvningsbiologi hos orkideer er et emne helt for sig selv, mange dufter sødt for at tiltrække insekter – det gælder blandt andet vaniljeorkideen, hvis frø vi bruger som krydderi. De kan ses som bittesmå sorte prikker i bagværk og desserter. Også Darwins Orkidé (Angraecum sesquipedale) dufter sødt. Den blev opdaget i 1798 af den franske opdagelsesrejsende botaniker Petit-Thouars, som senere beskrev den særprægede orkidé med dens næsten halv meter lange honningspore – den del af planten, som leder ned til nektaren. Når den alligevel kendes som Darwins orkidé, skyldes det, at Darwin orudsagde, at der måtte findes en natsværmer med en lige så lang snabel, der kunne bestøve den. Han havde ret, men natsværmeren blev først opdaget i 1903, 21 år efter Darwins død. Natsværmeren fik navnet Xanthopan morganii ssp. praedicta, den forudsagte.

TRUEDE ARTER–VÆKSTHUS

Foto: Stine Trier Norden

 

Staudekvarteret

13. Blomster som symbol på velstand

Kvarteret med stauderne er i højsommeren Botanisk Haves mest farvestrålende plet. Blomster fra store dele af verden blander sig med hinanden – høje og lave, sarte og solide, solelskende og skyggetålende – og danner et spraglet hjørne. Flere end tusind arter stauder er samlet her, omhyggeligt ordnet alfabetisk efter familie, slægt og art.

Stauder er flerårige urter, som visner væk, når vinteren kommer, men spirer frem igen, så snart tiden og vejret er til det. De dyrkes i dag først og fremmest, fordi de er smukke, selv om flere af dem også har været værdsatte lægeplanter. Netop det at dyrke blomster for skønhedens skyld var indtil for 100 år siden forbeholdt samfundets rigeste. Andre havde ikke jord at give væk af til den slags; planter skulle være nyttige, så haver var først og fremmest køkken- og urtehaver. Have betydet egentlig et område, som er indhegnet, og det var nødvendigt at hegne afgrøderne ind, hvis de ikke skulle ædes af husdyrene, som i Middelalderen gik frit. Men i midten af 1800-tallet begyndte den franske havestil at blive afløst af den engelske og prydhaverne at brede sig og med dem staudebedene, hvor stauderne blev sat i sirligt passede bede i geometriske former. Planterne blev valgt efter farver og former, mens planternes behov for f.eks. bestemte typer jord, vanding, sol og skygge kom i anden række. Resultatet er blevet, at staudebedene er krævende at passe, og det ry har de stadig mange steder, men sådan behøver det ikke at være. Staudebedet kan, anlagt rigtigt og med hensyn til planternes krav til voksestedet, også være en gave til den dovne haveejer, og savner man inspiration, er Botanisk Have et godt sted at begynde.

STAUDEKVARTERET

Foto: Stine Trier Norden

 

Dyr i Botanisk Have København

14. Et mylder af liv
Mange mennesker forbinder natur med noget, som er fjernt fra byen, men faktisk er der i dag større rigdom af dyrearter, biodiversitet, i vores byer end i den del af landet, som er under plov. Parker, haver og kirkegårde er med deres gamle træer og mange forskellige planter et mere varieret boligmarked end en kornmark, og det afspejler sig i sammensætningen af beboere. Botanisk Have er ingen undtagelse. Havn rummer et rigt dyreliv af både flygtninge, tilflyttere fra provinsen, immigranter og indfødte byboere. Ræve og snoge er flyttet hertil fra landdistrikterne, egernet vimser rundt og nyder godt af de mange frø og nødder, her er et mylder af fugle – fra turister som broget fluesnapper og grågås til faste indslag som skaderne og fiskehejren, som hyppigt kommer forbi for at snuppe et måltid. Ikke alle beboere er dog lige populære. Rotterne og de iberiske skovsnegle, bedre kendt som dræbersnegle, er f.eks. uønskede her som de fleste steder. Også sumpskildpadden, den rødørede terrapin, Trachemys scripta, som mange af gæsterne begejstres over at få øje på, er ikke velkommen: Arten er invasiv i store dele af Europa og må ifølge naturbeskyttelsesloven ikke udsættes uden tilladelse. Skildpadderne stammer egentlig fra det sydøstlige Nordamerika, så de er ikke kommet af sig selv. Det er heller ikke Botanisk Have, som har sat dem ud, men kæledyrsejere. En sumpskildpadde kan blive op mod 40 år gammel i fangenskab, og mange kæledyrsejere bliver trætte af den længe inden da og prøver at finde en måde at skille sig af med den på. Skildpadderne er uønskede i naturen, fordi de som unge er stort set altædende og kan gøre hårdt indhug på bl.a. fredede padder og søens fisk, men selv om de kan leve mange år i Botanisk Have, kan de ikke yngle på vores breddegrader, æggene får ikke varme nok. Til gengæld kan de voksne skildpadder fint klare sne og frost. De graver sig bare ned i dyndet.

Foto: Stine Trier Norden

 

Figen

15. En plante fra Edens Have
Vi kender fignerne fra poser i supermarkederne og friske figner fra grønthandlerne, men figenfamilien er meget større end de spiselige udgaver. På verdensplan er der over 800 figenarter, og flere af dem er populære stueplanter. Stuebirk, Ficus benjamina, er f.eks. ikke en birk, men en figen. De spiselige figner, Ficus carica, er måske den plante, mennesket har dyrket i længst tid. Arkæologiske udgravninger fra Israel viser, at den blev dyrket for over 13.000 år siden, 1.000 år før vi begyndte at dyrke korn, og ifølge Biblen er det figenblade, som Adam og Eva dækker sig med, da de har spist af Kundskabens Træ i Edens Have og bliver klar over, at de er nøgne. I mange kulturer er figentræet forbundet med liv, frugtbarhed og velstand. I det gamle Egypten var det Livets Træ, og i Botanisk Haves væksthuse kan man også finde Ficus religiosa, buddhafigen, som er det træ, Buddha sad i skyggen af, da han modtog den guddommelige oplysning. Figner er ikke en frugt i botanisk forstand, men en sammenlukket blomsterstand, som beskytter både de små blomster indeni og fignernes helt særlige bestøvere. Små figenhvepse har monopol på den opgave, og figenhvepsene kan til gengæld kun udklække deres æg godt beskyttet i de blomster, som sidder gemt inde i selve figenen. Statens Naturhistoriske Museum står bag forskning, som viser, at det samarbejde mellem figen og hveps har fundet sted i over 75 millioner år og er en af årsagerne til fignernes store udbredelse og succes. Hver figenart har sin tilhørende figenhveps, som har udviklet sig sammen med plantearten. Hunhvepsen dør som regel inde i figenen, når hun har lagt sine æg, men det er nu uhyre sjældent, at man kommer til at sætte tænderne i resterne af en hveps. Figenen opløser den døde hveps og optager næringen fra den. I naturen går intet til spilde.

LATINSK NAVN Ficus carica
DANSK NAVN Almindelig figen
STAMMER FRA Lilleasien og Middelhavsområdet

Foto: Finn Kjellberg

Skulptur i Rododendron–kvarteret

16. Grumme myter i grøn idyl
Rundt om i Botanisk Have står der skulpturer, som forestiller guder og mytologiske skikkelser fra det antikke Rom og Grækenland. En af de mest fremtrædende statuer viser den græske gudinde Pallas Athene over for satyren Marsyas. En satyr er en slags naturvæsen, som regel afbildet med en hale som en hest, og det har Marsyas også på statuen. Ifølge den græske mytologi var det Pallas Athene, visdommens gudinde og byen Athens beskytter, som havde opfundet fløjten. Hun var meget fornøjet med den, indtil de andre guder begyndte at grine af hende, fordi hendes kinder bulede ud, når hun spillede. Med en forbandelse smed hun fløjten fra sig, men Marsyas fandt den – på statuen ligger den for foden af dem – og han blev så eminent til at spille på den, at han til sidst udfordrede selveste solguden, Apollon, til en musikalsk kappestrid. Det gik skidt, Marsyas tabte, og som straf hængte Apollon ham op i et træ og lod huden flå af ham. Går man fra Botanisk Have over i Ørstedsparken kan man se statuen ‘Sliberen’, hvor manden på statuen er i gang med at hvæsse kniven til den manøvre. Statuen af gudinden og satyren er en kopi af den græske billedhugger Myrons værk fra ca. år 450 før vores tidsregning. Der er også en bronzekopi af Myrons måske mest berømte skulptur, Diskoskasteren, i haven. Det er brygger Carl Jacobsen, som gennem et legat har skænket skulpturerne til haven, ganske som han donerede skulpturer til mange andre parker og offentlige steder i København. De fleste er kopier af antikke statuer, som han mente, at mange flere skulle have en chance for at se end de få borgere, som havde råd til den lange og dyre rejse sydover.

Foto: Søren Rud

 

Observatoriehøjen, Botanisk Have

17. Lille høj med store udsigter
Det er Indre Bys højeste punkt, og nok lyder det imponerende, men Observatoriehøjen i Botanisk Have er kun knap 15 meter over havets overflade. København er en flad by. Udsigten er nu stor nok. Det er et dejligt sted at se ud over byens tårne og spir og Botanisk Haves bakkede landskab, som er et levn fra havens fortid som en del af Københavns Befæstning. Her var bygget volde og voldgrave rundt om byen, men efterhånden som de militære våbentyper udviklede sig, blev det meningsløst at have et voldanlæg så tæt på byen – en fjende ville kunne skyde hen over det. Samtidig havde København behov for at vokse. Byen bag voldene var ved at segne i uhumskeder, fordi byen var så tæt beboet, og uden for voldene måtte man kun bygge i træ. Det danske forsvar skulle hurtigt kunne brænde bebyggelse af, så en fremrykkende fjendtlig hær ikke kunne søge dækning bag solide mure. I dag er resterne af befæstningen – Botanisk Have, Tivoli, Ørstedsparken og Østre Anlæg – til fornøjelse i stedet for forsvar, og når man kigger ud over den frodige have fra Observatoriehøjen, er det svært at forestille sig den befolket af soldater. Observatoriehøjen nøjes ikke med at give overblik over Indre By – der er udsigt til hele vores galakse. Højen har fået sit navn, fordi Det Astronomiske Observatorium fra 1861 ligger her. Det var en afløser for observatoriet i Rundetaarn, som døjede med rystelserne fra den heftige trafik på gaderne og derfor ville rykke uden for byen. Men da voldene blev opgivet som militære anlæg, rykkede byen hurtigt tæt på observatoriet, som i 1953 fik en afløser i Brorfelde ved Holbæk. Stjernekikkerten, en såkaldt dobbeltrefraktor fra 1895, står endnu i observatoriebygningen, og ved særlige lejligheder kan man komme ind og se den.

OBSERVATORIEHØJEN

Foto: Stine Trier Norden

 

Solsikketræ

18. Da skabelsesberetningen fik konkurrence
Da den unge naturvidenskabsmand Charles Darwin i september 1835 forlod Galapagos-øerne, var den første spæde kim til udvikling af evolutionsteorien lagt. I en af sine notesbøger skrev han om de tre forskellig spottedrosler, der var kendt fra øgruppen, at deres variation kunne underminere ideen om, at arterne var stabile, altså af Gud skabt præcis, som de var. Men det var først, da han vendte hjem til England og viste sine fund af fugle for ornitologen John Gould, at han for alvor begyndte at tvivle på, at alle arter var skabt én gang for alle. Eksempelvis forklarede John Gould Darwin, at en række tilsyneladende vidt forskellige fugle i virkeligheden alle var finker og tilmed nært beslægtede. Når de alligevel ikke lignede hinanden – blandt andet var deres næb forskellige – var det Darwins teori, at de måtte have tilpasset sig til hver deres miljø. “Darwins finker” er blevet et symbol på evolutionsteorien, men det kunne også være blevet de mange arter af solsikketræer, Scalesia, på Galapagos-øerne som han også indsamlede nogle stykker af. Øernes planteverden er lige så speciel som dyreverdenen, og solsikketræet er, som navnet siger, en træagtig kurvblomst – ligheden med solsikker er beskeden. Kommer man tæt nok på, kan man godt se, at træets små, hvide blomster minder lidt om en hvidlig minisolsikke. På de højeste af øerne i Galapagos-øgruppen danner en af arterne ligefrem en skovlignende vegetation. Skovene af solsikketræer er specielle. De dækker alt, men de enkelte træer bliver sjældent mere end 15-20 år gamle. Så dør de – ikke sjældent hjulpet godt på vej af et billeangreb. Solsikketræerne findes i naturen kun på Galapagos-øerne, og i Botanisk Have har vi verdens største samling af planter fra øerne.

TRUEDE ARTER–VÆKSTHUS

LATINSK NAVN Scalesia
DANSK NAVN Solsikketræ
STAMMER FRA Galapagos-øerne

Foto: Stine Trier Norden

 

lørdag d. 16. december

0°C

Let regn

søndag

2°C

mandag

3°C

tirsdag

2°C

Grønne events

november

december 2017

januar
MA
TI
ON
TO
FR
27
28
29
30
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
1
2
3
4
5
6
7
Events 1. december

 

Events 2. december

 

Events 3. december

 

Events 4. december

 

Events 5. december

 

Events 6. december

 

Events 7. december

 

Events 8. december

 

Events 9. december

 

Events 10. december

 

Events 11. december

 

Events 12. december

 

Events 13. december

 

Events 14. december

 

Events 15. december

 

Events 16. december

 

Events 17. december

 

Events 18. december

 

Events 19. december

 

Events 20. december

 

Events 21. december

 

Events 22. december

 

Events 23. december

 

Events 24. december

 

Events 25. december

 

Events 26. december

 

Events 27. december

 

Events 28. december

 

Events 29. december

 

Events 30. december

 

Events 31. december

 

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.

Instagram #naturibyen