Steder

Havnegade

Engang var her et mylder af færgepassagerer. Bådene til Sverige lagde til her, først småfærger, så større færger med plads til biler, siden flyvebådene med plads til branderter og billig lakridskonfekt. Til sidst var der kun flyvebådene tilbage, og så opgav også de, da broen til Sverige åbnede. Men nu har Havnegade fået nyt liv og plads til store armbevægelser.

Langs promenaden er der kommet boldbur og multibane til basketball og fodbold, og børn og voksne kan slå sig løs på trampoliner og legeredskaber langs kajkanten. Cyklister og gående har fået bedre plads, og især morgen og aften er der masser af løbere, der benytter sig af strækningen.

Det er et af de havnestræk i København, der giver det fineste blik over vandet, og fra at være et dødt ingenmandsland er Havnegade gået til at blive en glad promenade.

For de mindre bevægelseslystne er der masser af plads til bare at sidde og nyde udsigten og solbade, mens den krydrede duft fra de nyanlagte lavendelbede fylder luften. Skygge er her til gengæld ikke meget af endnu. Den kommer, når de plantede egetræer begynder at vokse til og folde deres løvkroner ud.

En stor, åben hal – ’Bornholmerknasten’ – som kan overdækkes, kan bruges ved forskellige arrangementer, bl.a. koncerter. Og så er det planen, at en bro til cyklister og gående herfra skal forbinde Indre By med Christianshavn. Det er dog endnu uvist, præcis hvornår broen kan være klar.

Københavns Kommune har også planer om at lade et flydende fiskemarked lægge til her, der skal være plads til husbåde, og på en lun sommerdag kan det i dag være svært at huske, at Havnegade for bare få år siden lå øde og forblæst hen.

Foto: Kontraframe

1.31 km
1.31 km

DESTINATION ON MAP

tirsdag d. 11. december

4°C

Overskyet

onsdag

3°C

torsdag

3°C

fredag

2°C

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.