Steder

Naturcenter Amager Strand

Hvordan ser man forskel på en hankrabbe og en hunkrabbe? Hvad spiser sandorm? Hvilken fisk er Danmarks største? Er ålegræs tang?

Spørgsmålene er mange, og der er næsten lige så mange svar, som der er spørgsmål, når børn og voksne tropper op ved Naturcenter Amager Strand.

Naturcentret besøges og bruges flittigt af Københavns skoler og institutioner, men i weekenderne og i skoleferier er der fra kl. 10 til 14 åbent for alle med en række aktiviteter, som man kan deltage i uden at melde sig til først.

Hver måned har sit tema, men derudover er naturcentret altid et godt udgangspunkt for oplevelser med strandens natur, som er spændende hele året og måske navnlig i vinterhalvåret, hvor blæst og bølger sørger for, at der skyller interessante ting ind på land.

Naturcentret ligger i den nordlige ende af Amager Strandpark, og man kan tage metroen til Øresund Station og gå resten af vejen. Bus nr. 77 og 78 har stoppested et par hundrede meter fra naturcentret.

Og svarene på spørgsmålene er i øvrigt, at hvis man vender krabben om, kan man se, at den nederst på undersiden har en lille trekant. Det er krabbens hale. Hannens er smal og spids og har som regel kun tre led. Hunnens er bredere og rundere og med flere led.

Sandorm spiser faktisk sand – men ikke for sandets skyld. De gør det for at få fat i de rester af det plankton og de rester af dyr og planter, som er i sandet. Selve sandet kommer ud igen som afføring – det er de små krøllebunker på lavt vand, som viser, at her er sandorm. Så sandormens lort er faktisk det rene sand.

Danmarks største fisk er hajen brugden, som kan blive helt op til 12 meter lang. Den er ikke farlig for mennesker, selv om den har et kæmpe gab. Den bruger det til at suge enorme mængder vand ind og filtrere det for dyreplankton, små krebsdyr, småfisk og fiskeæg. Den kan filtrere to millioner liter vand i timen – det er det samme, som der er i to store svømmebassiner på 25 meter. Dog er brugden meget sjælden og der kan gå mange år imellem at den ses i Danmark.

Og nej, ålegræs er ikke tang, men en blomsterplante, som lever i vandet. Den har rødder – det har tang og alger ikke, selv om nogle af dem kan hæfte sig fast på sten og klipper. Desuden får tang ikke blomster.

Få mange flere svar ude hos naturcentre og læs mere på deres hjemmeside her.

Foto: Frederik Lorentzen – Inwadersmedia.com

1.31 km
1.31 km

DESTINATION ON MAP

mandag d. 18. juni

19°C

Skybrud

tirsdag

18°C

onsdag

21°C

torsdag

16°C

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.