Steder

Svanemøllen Strand

Nogle steder er bare fødte klassikere. Da Svanemøllestranden åbnede i 2010, var succesen nærmest hjemme fra dag 1. Og nu plager gæsterne om at få den udvidet, for på en varm sommerdag ligger man så tæt, at man nærmest skal koordinere det med sidemanden, når man vender sig om for at få sol på den anden side.

Stranden er ikke voldsomt stor – en 4.000 kvadratmeter stor trekant med fint, blødt sand. Men en 130 meter lang bademole går ud i vandet, og bænken, der følger hele vejen ud, giver en smuk udsigt til vandet og byen, ikke mindst det imponerende Svanemølleværket.

Faktisk har tællinger vist, at stranden er det næstmest populære sted at tilbringe en sommerdag i København – kun overgået af den gamle turistmagnet Nyhavn. Det må siges at være godt gået af en grønskolling.

Den oprindelige strandpromenade er stadig i brug, og på en lun aften er stemningen nærmest sydlandsk, når rullende kaffe- og isboder triller forbi, og familier promenerer under træerne.

Promenaden er også meget brugt til løbeture, og en weekenddag er det sådan et sted, hvor man kan se forældre lære deres børn at cykle. I det hele taget er det tydeligt, at det i høj grad er lokale, der benytter stranden og promenaden.

Svanemøllestranden er meget børnevenlig, for der bliver kun langsomt dybt. Desuden er der livreddere i højsæsonen, og det bløde sand er også bedre til sandslotte end den noget grovere udgave ved Amager Strandpark.

Ved den nærliggende lystbådehavn holder vinterbadelauget til. Ventelisten til medlemskab er lang, men selve stranden er åben for alle hele året, hvis man skulle få lyst til en gyser. Husk bare, at man aldrig bør bade alene og slet ikke om vinteren.

Foto: Scanpix/Bax Lindhardt

1.31 km
1.31 km

DESTINATION ON MAP

tirsdag d. 11. december

4°C

Overskyet

onsdag

3°C

torsdag

3°C

fredag

2°C

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.