
Events
Edderkopper og kriblekrable på stranden
Det kribler og krabler på stranden. Korsedderkopper, hvepseedderkopper, natsommerfugle, dagsommerfugle, mejere, myrer og vi kunne blive ved.
Til åbent hus i september på Naturcenter Amager Strand kan du og din familie fange og lære om alle de insekter og smådyr, der lever på stranden.
Gå på jagt efter dyrene med jeres egen, hjemmelavede insektsuger og indret små terrarier til dem, I fanger. Hjælp os med at gøre vores edderkoppesamling endnu større – måske kan I finde en hvepseedderkop i strandengen.
I kan selvfølgelig lære alt om de forskellige edderkopper og deres venner og blive en superskarp insektekspert. Mød mange af de forskellige dyr ved at tage med på jagt med kriblekrable-bingo i det fri, ude på stranden.
MYREJAGT
I weekenderne d. 15. og 16. september kan I være med til myrejagt. Her hjælper vi forskerne på Statens Naturhistoriske Museum med at undersøge myrelivet i naturen.
Sammen skal I udforske, hvad myrerne spiser ved at udsætte lokkemad, indsamle den igen og tælle antallet af myrer ved hver slags mad. Så sender vi de fundne myrer ind til museet, hvor forskerne vil artsbestemme dem og de vil blive en del af museets insektsamling.
Mød op kl. 10, hvor vi sætter fælder ud, og vær med til at samle dem ind igen kl. 13.
Vi ses til en lærerig kriblekrable-måned, der i øvrigt byder på masser af nye arrangementer for børn og deres familier.
Se mere på naturcenteramagerstrand.dk