Fokus
Se byens natur med egne øjne
Portræt af Sandra Høj, stifter af Red byens træer.
Designer, iværksætter og blogger på Classic Copenhagen. Medstifter og leder af borgerbevægelsen Red byens træer siden 2013.
Hvis man kigger ud over hovedstaden er det tydeligt at se, at der er områder med grønt, træer og buske. Men for mange er udsigten til et klatretræ, en hvilende stund under trækronens skygge eller muligheden for selv at kunne plante et lille træ, begrænset.
I Frederiksberg Kommune er det en målsætning, at alle kommunens borgere skal kunne se et træ fra deres vindue og i Københavns Kommune skal der de kommende år plantes 100.000 flere træer.
Alligevel må gamle træer fortsat vige for udbygning af nye byområder, veje og en effektiviseret drift. Der findes dog borgere i byen, som vedholdende arbejder for at bevare byens træer. En af dem er Sandra Høj, som for nyligt modtog Bytræprisen 2017, uddelt af Dansk Træplejeforening på Københavns Universitet.
Det var fældning af et gammelt og udlevet træ ved Dronning Louises Bro, som startede Sandras lyst til, målrettet at kæmpe for byens træer. Det tomrum det efterlod, var en øjenåbner for træernes betydning i byen. Ikke kun som pynt, men også for historien, kulturen og den ro de skaber. For hvem har lyst til at opholde sig på en græsplæne med trafikstøj og fuldt udsyn til mylderet omkring os?
De gamle træer kan ikke blot genskabes og erstattes af nye. De har vokset sig store i en tid, hvor der var andre vækstbetingelser end der er for træerne i byen i dag. Selv hvis træet fjernes, er det alligevel bedre at lade træstubben stå. De gamle rødder hjælper nemlig andre træer på vej, er grobund for svampe og insekter og så gavner de biodiversiteten.
Lige så vigtigt er det at få flere træer plejet og beskyttet, og undgå, at de lader livet blot for at sikre en nemmere drift af de omkringliggende arealer. Alle, offentlig som privat, bør prioritere den samlede værdi af byens træer. Byens beboere må også gerne blive mere bevidste om, hvor vigtige træerne er for vores sundhed, livskvalitet og biodiversitet. De er en del af vores og byens historie, som der skal værnes om. Når først de gamle træer er væk, med deres historie og pladsen til det lille hvil – er det for sent.
”Vi er mange, som arbejder hårdt for at redde byens træer, men vi har brug for endnu flere af byens borgere, som vil være med til at holde øje med deres lokale træer og hjælpe med at passe på dem.“
Hvis du har fået lyst til at læse mere om hvordan du kan være med til at hjælpe byens træer, så besøg hjemmesiden www.redbyenstraeer.dk
Af Marianne Spang Bech
Foto: Søren Rud