Steder
Botanisk Have
Mens der i de andre store parker i det indre København kan være trængsel og leben på de varme dage, så er Botanisk Have skabt til fred, ro og fordybelse. Det rige og mangfoldige blomsterflor og havens mange skyggefulde træer skaber en helt særlig stemning, hvor man kan slappe af eller gå på opdagelse i planteriget.
Ligesom andre af byens parker er den skabt på det gamle voldanlæg med det imponerende Palmehuset i glas og støbejern, som blev rejst samtidig med Botanisk Haves oprettelse i 1874. Efter en nylig omfattende renovering er haveanlægget nu endnu mere indbydende og publikumsvenlig. Det er delt op i forskellige områder med hver sit særpræg og særlige plantearter.
Her er f.eks. et område med en brombærhave, stenhøje med alpine planter, et ’staudekvarter’, ’rododendron-kvarter’, et særligt område for danske planter og langs søen en lang, smuk pergola.
Der er masser af bænke og udsigtspunkter i haven og flere plæner, hvor man kan slå sig ned. De mange områder er forbundet med kurveformede, handicapvenlige stier.
Som noget nyt er Observatoriehøjen blevet inddraget i haven. Det er Indre Bys højeste punkt, hvorfra der er udsigt over hele området og til Københavns mange tårne og spir, og plænen foran Observatoriet inviterer nærmest til en picnic eller en undervisningsstund for en børnehave eller skoleklasse.
Foto: Stine Trier Norden