Steder
Den Blå Rute
-
- I dag er Holmen den rene idyl med træer, fugle, smukke bygninger og grønne brinker. Engang var det Danmarks travleste arbejdsplads. Kajakroernes nye rute gennem Københavns Havn er også en sejltur gennem et stykke militærhistorie – og samtidig et trafiksikkert alternativ til at tage turen gennem havneløbet
Kajaksejlads er blevet en af de mest populære måder at opleve København på og samtidig få motion. Men havneløbet kan være en stressende oplevelse i en kajak. At padle rundt her svarer nærmest til at cykle på en motorvej.
Derfor var det en gammel drøm for mange kajakroere, der gik i opfyldelse, da Den Blå Rute åbnede i 2013. Seks kilometers sejlads parallelt med havneløbet fra Toldboden i nord til Den Sorte Diamant mod syd – men i det langt fredeligere farvand bag Holmen og gennem Christianshavns Kanal.
Helt i opfyldelse gik drømmen ikke – så skulle de to dæmninger, der spærrer søvejen, være fjernet. I stedet er der nu ramper, hvor man kan slæbe kajakken over forhindringen. Men stadig en markant forbedring fra tidligere.
Tilmed er ruten en smuk tur gennem et historisk kvarter, der først i nyere tid er blevet åbnet for offentligheden.
Holmen var fra 1690 og 300 år frem flådebase og orlogsværft. Den danske flådes stoltheder blev bygget her, og hele området var domineret af bygninger til at bygge og vedligeholde den danske flåde. Der er stadig mange spor efter den tid, også forfaldne, men i kajakken opfatter man mest, hvor fredeligt og grønt her er i dag.
Foto: Søren Rud