Steder

Det Kongelige Biblioteks Have

Der er meditativ stemning, skyggefylde træer og blomstrende bede omgivet af smukke bygningsværker. Og så er vi lige midt i den politiske, litterære og økonomiske magts centrum. Gå ind gennem porten i Rigsarkivet over for Christiansborgs hovedindgang i Rigsdagsgården, og du befinder dig midt i Det Kongelige Biblioteks Have – kaldet Bibliotekshaven.

Her er en andægtig ro, som kun brydes af lyden fra de kaskader af vand, den otte meter høje vandskulptur midt i anlægget sender ned i sit bassin. Og når Rådhusuret i det fjerne slår sine timeslag, markeres det med ekstra høje stråler og plasken fra skulpturens top.

Her kan man ikke blot nyde blomsternes skiften med årstiderne, de mange formklippede træer og vildvinen, der klatrer op ad den gamle biblioteksbygnings mure. Man kan også fordybe sig i en bog eller blot filosofere lidt over livets vilkår sammen med en skulptur af den verdensberømte filosof Søren Kierkegaard, der sidder og skuer ud mod et sted bag de røde mure.

Kommer du her midt på dagen, kan du være heldig at træffe nogle af Folketingets ansatte eller medlemmer, som også kommer her i deres frokostpause for at finde fred og tid til eftertanke.

Haven er anlagt i 1920 på et opfyldt område, hvor Christian 4. tidligere havde sin krigshavn, Tøjhushavnen. Denne tidligere maritime funktion afsløres bl.a. ved de indmurede, gamle fortøjningsringe, som stadig sidder i den vestlige mur ind til Tøjhusmuseet.

Foto: Stine Trier Norden 

1.31 km
1.31 km

DESTINATION ON MAP

fredag d. 9. juni

20°C

Skybrud

lørdag

19°C

søndag

20°C

mandag

20°C

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.