Steder
Skolehaverne
De sår, de vander, de luger, de leger, og de høster. De københavnske skolebørn elsker skolehaverne. Haverne er et stykke kulturhistorie, som går mere end 100 år tilbage, og efter at have været næsten glemt har de fået en renæssance.
Fra april til høst er der liv i de seks områder med skolehaver, som stadig findes i København. I 1956 var der 31 skolehaver, og haverne gav et vigtigt tilskud af frugt og grønt til de københavnske husholdninger. Men efterhånden svandt deres betydning, og da de grønne områder samtidig var attraktive steder at placere boliger, blev have efter have inddraget.
I dag melder skolehaverne om stigende interesse fra børn og skoler. Haverne kan man både passe som skoleklasser, som led i undervisningen og som en fritidsaktivitet for de enkelte børn.
Skolehaverne ligger spredt ud over byen, og typisk har børnene et stykke jord, og så er der et større fællesareal, som alle kan høste f.eks. blommer eller æbler fra. Enkelte steder er der også bier og høns.
Den første københavnske skolehave lå på Kløvermarksvej i København og blev anlagt i 1904. Tanken var, at børnene skulle have noget frisk luft – hvad mange københavnske børn vitterlig trængte til. Luften i baggårdene og de overbefolkede lejligheder var usund.
Samtidig skulle børnene lære noget om naturen, de skulle bruge kroppen og deres sanser, og hovedmanden bag, skolelærer P.W. Lindholm, mente, at skolehaverne kunne bruges i alle fag og samtidig lære børnene noget om ansvarlighed og arbejdsvaner.
Den tankegang gør sig stadig gældende, og skolehaverne bruges i dag også til at lære børnene, hvordan deres egne handlinger kan gøre en forskel for naturen og miljøet.