Steder
Skydebanehaven
Kører man langs Istedgade eller Vesterbrogade, får man indtryk af endeløse rækker af bygninger uden mange grønne pusterum. Vesterbro er et af Danmarks tættest befolkede områder. Men gemt mellem gaderne ligger parkerne og haverne som frodige hemmeligheder. Skydebanehaven er den største og mest populære.
Udefra er den nærmest usynlig. Fra Istedgade bliver man mødt af en massiv borgmur, og fra Vesterbrogadesiden ligger indgangen i Absalongade bag den bygning, som tidligere husede Københavns Museum. Men finder man først vej, er det som at træde ind i et helt andet Vesterbro. Grønne plæner med solbadende gæster, borde og bænke, bede og plads til eftertænksomhed.
Helt fredeligt er her ikke – området genlyder som regel af glade børnestemmer. Den ene halvdel af den store have er en legeplads med soppebassin om sommeren, masser af legeredskaber og i dagtimerne på hverdage bemandet med personale, der arrangerer mange aktiviteter. Skydebanehaven har været et frirum for Vesterbros mange børn siden 1946.
Skydebanehaven fortsætter gennem en låge ud til det grønne – og mere rolige – område på Otto Krabbes Plads. Kommer man en weekendmorgen eller omkring fyraften på en hverdag, er her en stemning, der kan minde om den, man finder i mange lignende små, grønne områder i New York: Lokale mødes, lufter børn og hunde, spadserer og snakker og drikker medbragt kaffe fra en af de mange caféer i området.
Selve Skydebanemuren blev sat op i 1887 for at beskytte Istedgades beboere fra vildfarne kugler, når skydebrødrene, mænd fra byens bedre borgerskab, brugte området som skydebane. Skydebanehaven hængte oprindelig sammen med den bygning, der indtil 2015 rummede det seværdige Københavns Museum. Den blev opført for Det Kongelige Københavnske Skydeselskab i 1787.
Foto : Martin Sørensen