Steder

Valbyparken

Vinden blafrer i sejlet. Brættet slår smut hen over bølgerne, og for en stund består verden af vandet, vinden og solen. Valbyparken er populær blandt windsurferne, der her har et lille bådhus direkte ud til Kalveboderne. De kan surfe det meste af året, men i vintermånederne er det forbudt. Kalveboderne er et fuglereservat, der vinteren igennem tiltrækker mange rastende svømmefugle.

Valbyparken er Københavns næststørste park, kun overgået af Fælledparken, og den mest varierede. Mange kender den kun af navn. Det er synd. Har man først lært Valbyparken at kende, kan den nemt blive favoritparken. Fordi den har så mange ansigter, så meget at byde på året rundt.

Fra små intime haveanlæg til store, åbne vidder med god plads til drager og boldspil – og så altså som noget helt unikt blandt de københavnske parkanlæg direkte adgang til vandet.

Hidtil har vandet i Kalveboderne ikke været rent nok til at bade i, men Københavns Kommune arbejder på højtryk sammen med nabokommunerne om at ændre det, og der er planer om at lave en stor sandstrand her inden for et par år.

Man behøver nu ikke at være en vandhund for at finde noget at tage sig til i Valbyparken. Blandt andet findes her Danmarks største naturlegeplads med bakker, broer og klatremuligheder. Der er bane til cykler, boldspil og beachvolleybane, og man kan tænde bål i bålhuset, hvis man har aftalt det med personalet på legepladsen først.

Rosenhaven og temahaverne er en særlig attraktion. Rosenhaven er ældst og rummer 12.000 rosenplanter. I højsommeren er både synet og duften overvældende. Temahaverne er små haverum med inspiration fra alverdens havekulturer, bl.a. Den Islamiske Have, H.C. Andersens Orientalske Have, Surbundshaven, Vandhaven og den handicapvenlige have, som er indrettet specielt til blinde og kørestolsbrugere.

Foto: Scanpix/Mads Nissen

1.31 km
1.31 km

DESTINATION ON MAP

fredag d. 8. december

2°C

Overskyet

lørdag

4°C

søndag

3°C

mandag

2°C

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.