
Events
Oplev det vilde Nordhavn
Kom med Miljøpunkt Østerbro på bynaturvandring og sanketur til Nordhavnstippen.
Nordhavn er et område i rivende udvikling, og det lægger pres på den lokale biodiversitet og vilde natur. Men ude på ”Tippen” kan du stadig opleve den frie og uspolerede natur.
Bygartner Jann Kuusisaari guider os ud i det grønne og gør os klogere på flora, fauna og lokale sankemuligheder. Nordhavnstippen rummer både strandeng, fælled og krat – og måske er du endda så heldig at se den beskyttede grønbrogede tudse, der er blevet spottet i området!
Vi slutter af med en kort refleksion over, hvorfor det er så vigtigt at bevare den lokale og bynære vilde natur, og hvilken betydning de nære naturoplevelser kan have for vores forståelse for den biodiversitetskrise, verden står i?
Det er gratis at deltage, men pladserne er begrænsede. Tilmeld dig til louise@miljopunkt-osterbro.dk og skriv ’Bynaturvandring’ i emnefeltet.
Vi mødes foran Havnekulturkontoret i Nordhavn, Århusgade 126, 2100 København Ø, og cykler sammen derud. Så husk at medbringe cykel.
Arrangementet er støttet af Østerbro Lokaludvalg