Steder

Mosaisk Begravelsesplads

Det er Danmarks ældste jødiske begravelsesplads, som gemmer sig inde bag den høje røde mur på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade på Nørrebro. Under de høje lindetræer og de vildtvoksende bundplanter er danske jøder blevet begravet siden 1693, og der er en på én gang både alvorsfuld og uhøjtidelig atmosfære herinde på Beit Olam, som betyder Evighedens Hus på hebraisk.

De ældgamle, vejrbidte og prunkløse gravsten står tæt side om side over hele gravpladsen og stikker op mellem de vilde planter, som breder sig hen over gravene. Over 6.000 mennesker ligger begravet her, og det vil de blive ved med i al fremtid, for ifølge jødisk skik sløjfer man aldrig et gravsted.

Op mod halvdelen af gravstene findes stadigvæk og vender næsten alle i samme retning, nemlig mod Jerusalem.

Stedet kan på én gang synes både lidt uordentligt og ensartet, for ifølge den jødiske tradition er alle mennesker nemlig ’lige døde’, så der gøres ikke forskel på gravstederne. Og der er heller ingen blomsterbuketter, for man skal ikke plukke levende blomster til ære for de døde. I stedet for blomster lægger man eventuelt en lille sten på graven som tegn på respekt.

I mange år var gravpladsen inde bag den røde mur et lukket område, men i 2011 blev den åbnet for offentligheden fire dage om ugen.

Der er mange orienterende skilte, som fortæller om pladsen, jødiske skikke og de markante personer, som ligger begravet og har haft en betydelig indflydelse på det danske samfund.

Foto: Søren Rud

1.31 km
1.31 km

DESTINATION ON MAP

fredag d. 22. september

19°C

Skybrud

lørdag

15°C

søndag

16°C

mandag

16°C

Nyhedsbrev

Få grønne nyheder i din indbakke. Vi hinter om events, guides og giver tips til de bedste grønne steder, du kan besøge i København.