Vildtremisen i Lergravsparken

Længst i bunden af Lergravsparken, ned mod Øresundsvej, vokser træerne sig høje, og parken bliver vildere. Ældre amagerkanere kan fortælle, hvordan de som børn sneg sig derind og legede indianere – indtil parkbetjentene jog dem ud igen, for man skulle blive på stierne.

Sådan er reglerne ikke længere. Græsset må gerne betrædes, men det vildere område er der stadig, og det er resterne af en skov, som engang var tilflugtssted for både vildt, røvere og soldater. 

Vildtremisen, som er den lille skovs navn, betyder helt bogstaveligt et tilflugtssted for vildtet, og historien går tilbage til slutningen af 1600-tallet, hvor Danmark stort set var ribbet for skov. Det var brugt til skibsbyggeri, til brændsel og tømmer eller brændt af under krigene mod svenskerne, som belejrede området i 1659.

Derfor plantede staten en række skove og vildtremiser, så der både var tømmer, brændsel og ly for vildtet i det ellers så åbne landbrugsland. Vildt skulle der være, for det var et kongeligt privilegium at gå på jagt.

En af remiserne blev anlagt her og kom til at hedde Sundbyøster Remise. En anden af Amagers remiser kan man finde resterne af i Remiseparken.

Den ukendte Sidsel

Men remisen i Lergravsparken blev ikke kun brugt af vildtet, kan man læse i de lokalhistoriske arkiver, som Københavns Kommunes beplantningsudvikler Anna Gerd Skaaning Ellerbæk dykkede ned i, da hun skulle udvikle en plan for en foryngelse af beplantningen, som samtidig var tro mod den oprindelige idé. 

“Jeg opdagede, at der gemte sig en masse gode historier. Blandt andet kan man læse, at stedet i 1700-tallet var kendt som ‘Sidsels Røver-Remise’. Vi ved ikke noget om, hvem røverne og Sidsel var, men man kan også i andre dokumenter læse, at det er gået livligt for sig derude, og at det har været et sted, som soldater og folk fra byen er søgt hen til,” siger Anna Gerd Skaaning Ellerbæk og henviser til, at man i et brev fra 1734 til skovrider Jørgen Hansen Lesberg kan læse, at “soldater og andre folk fra byen som meste sommeren igennem lader sig derudi indfinde”. 

Så måske er traditionen for at bruge de vildere dele af Amager, til at tilfredsstille kødelige lyster, af gammel dato, men det fremgår ikke klart, hvad der præcis lokkede så mange til den lille skov på Amager.

Fik skibene sikkert i land 

Den lille skov har også haft et vigtigt formål til søs. De høje træer kom til at virke som et lodsmærke, der kunne vise skibene vej. Derfor har det også indtil moderne tid været vigtigt at bevare høje træer på stykket, blandt andet skriver en skovrider bekymret i 1797, at der kun er fire-fem voksne træer tilbage, og hvis de går tabt, forsvinder lodsmærket. 

Man må formode, at der blev plantet nye træer til erstatning, for det ser ikke ud til, at lodsmærket har været gået tabt. I dag fungerer skoven dog ikke som lodsmærke længere. Kystlinjen er trukket længere ud, og Amagers højhuse spærrer for blikket ind til området.

Et stendige viser stadig i dag, hvor den gamle grænse for remisen gik, og for tiden er hele Lergravsparken ved at blive renoveret. Det gælder også vildtremisen, og det er i forbindelse med at skabe en beplantningsplan for den, at Anna Gerd Skaaning Ellerbæk har læst op på de gamle dokumenter og blandt andet fundet ud af, at der på de oprindelige jorddiger rundt om skoven har vokset havtorn.

Den nye beplantningsplan for vildtremisen skal sørge for, at der kommer mere lys ind, og at den igen kan blive et vildt tilflugtssted. Ikke for røvere, soldater og forlystelsessyge borgere, men for insekter, fugle og smådyr. Og naturligvis til glæde for de mange gæster i den fredede park.

Foto: Søren Rud