På jagt efter byens vilde bier 

Vi har næsten 300 arter bier i Danmark – men de fleste kender kun vores husdyr, honningbien, og humlebien.

De vilde bier er trængt, men i Frederiksberg Have forsøger forskere med hjælp fra skoleelever at blive klogere på, hvordan de har det i byen. 

 “Aiiii, det er en af dem, jeg fangede i sidste uge.” 

 Pigen lyser op ved det lillebitte grønne mærke i panden på humlebien, som kravler rundt i glasset.  

Sammen med kammerater fra fritidsordningen Tempeltræet på Frederiksberg er hun på jagt efter humlebier i Frederiksberg Have. Børnene ser man mest, når de kommer ud i lysningen med deres fangst, ellers er de væk mellem de høje buske, men insektnettene rager hist og her op fra alt det grønne. 

På græsset i solen sidder Andy, eller Andrew Gordon Howe, som forskeren fra Københavns Universitet egentlig hedder. Han studerer blandt andet insekter, og spredt omkring ham ligger papirer med humlebier, som børnene med hjælp fra ham, pædagoger og naturvejledere studerer, når de skal se, hvilken slags humlebi, de har fanget. 

Der er masser af grin under jagten på de små, buttede brumbasser, ikke mindst når insektnettet bruges til at fange en klassekammerat af modsat køn i stedet for en bi, men baggrunden for fangsten er alvorlig nok. 

De vilde bier i Danmark er trængt. Bien er nærmest blevet symbol på, at mennesket er afhængig af naturen, for uden naturens bestøvere ville der være mange afgrøder, vi måtte undvære. Men af alle de næsten 300 biarter i Danmark er det stort set kun honningbien, som er rigtig kendt og værdsat. Bistader skyder i disse år op overalt, også i byen, hvor der selv på taget af Københavns Rådhus er plads til bier, som leverer honning til gengæld for huslyet. 

Men honningbier er husdyr, og flere undersøgelser tyder på, at honningbier kan være med til at gøre det sværere for de vilde bier at klare sig. Selv om bien og biodiversitet, altså naturens mangfoldighed af liv, ofte bliver nævnt som to sider af samme sag, er husdyret honningbien måske med til at gøre artsrigdommen mindre, fordi den kan udkonkurrere de vilde bier. 

Andy og hans hær af unge bifangere undersøger, hvordan de vilde bier klarer sig i byen. Hvor mange humlebiarter er der f.eks? Hvad lever de af? Hvilke er mest almindelige? 

“Den der er en agerhumle,” konstaterer en dreng efter at have sammenlignet sin bi med tegningerne på græsset. Andy nikker bekræftende. Foreløbig har børnene fundet fire forskellige humlebiarter, og agerhumlen er en af de hyppigste. Det er ikke så overraskende; agerhumlen er en af Danmarks mest almindelige humlebier, og lige som en honningbi kan den finde føde på mange blomster. 

Det er langt fra alle vilde bier, som kan det samme. Nogle søger kun pollen fra én type plante, f.eks. blåhatjordbi, der, som navnet siger, kun spiser blåhatpollen. Det gør mange vilde bier mere følsomme over for forandringer i deres levested, fordi de ikke bare kan skifte menukortet ud.  

De er generelt heller ikke så effektive fødeindsamlere som honningbierne, der har sat jagten på føde i system med spejdere og avancerede meddelelsessystemer, som fortæller bistadets andre medlemmer, hvor der er mad. De vilde bier søger tættere på hjemmet og mere tilfældigt – og er altså ofte også noget mere kræsne. 

“Skal jeg give den et mærke?” spørger drengen og får et nik som svar. Humlebien i glasrøret får et blidt tryk med et skumgummistempel, som sætter en lille farvelap på humlebien. Lappen gør det muligt at genkende bien, hvis den fanges igen næste gang. 

“Det giver os en mulighed for at lære noget om hvor mange humlebier understøttes i et givent område, og hvilke planter de foretrækker,” siger Andy. 

Fangst-genfangst-metoden til at undersøge de vilde bier har den fordel, at den ikke kræver dyr teknologi som f.eks. mikroskopiske radiosendere. Til gengæld kræver den mange menneskers deltagelse, hvis den skal være effektiv, og derfor er det perfekt med samarbejdet med Frederiksbergs skoleelever. 

De hjælper forskerne med at lære noget mere om de vilde bier, og samtidig får de rørt sig og lærer om naturen ved at være i den. Det har også fået dem til at blive mindre forskrækkede over insekterne, og de er ikke længere bange for at blive stukket af humlebierne. 

“Se, den vil godt sidde på min hånd, og nu tør jeg godt. Første gang ville jeg slet ikke røre ved dem,” fortæller en elev, før humlen igen flyver ud for at hente pollen.